Nielsen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1986 og var under uddannelsen i praktik på Politiken, hvor hun senere blev ansat. Hun kom i 1990 til TV 2 Nyhederne som reporter, og blev i 1994 TV 2's korrespondent i Washington D.C.. I 1998 blev hun redaktionschef med ansvar for bl.a. Go' aften Danmark og TV 2 Nyhederne.
Fra 2005-2010 var hun kanalchef for DR1. I 2011 vendte hun tilbage til TV 2, denne gang som chef TV 2 News, Udvikling og Event. Fra 2021-2026 var Ulla Pors Nielsen nyhedsdirektør i TV 2. 1. maj 2026 blev hun indholdsdirektør og indtrådte samtidig i TV 2's direktion.
Kontroverser
Ulla Pors Nielsen har flere gange været involveret i sager, der har fået kritik fra offentligheden.
I 2008 kritiserede DR's uafhængige ombudsmand, Lytternes og seernes redaktør, en udtalelse fra Ulla Pors Nielsen som misvisende. Lytternes og seernes redaktør mente, at DR fuldstændigt havde "fejlet, når det gælder public service-forpligtelsen til at beskrive en historie fra flere sider".
Under MeToo-opgøret i 2020-2021 var Ulla Pors Nielsen en del af den øverste ledelse på TV 2 som hhv. chef for TV 2 News og senere som nyhedsdirektør og indgik i dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen. Efter dokumentaren blev sendt, blev hun beskyldt for at skifte kurs. Hun sagde dengang, at hun ikke havde set, hvor usund kulturen på TV 2 var, og at hun var den rette leder til at rette op på kulturen.
I 2021 var Ulla Pors Nielsen som nyhedsdirektør chef for redaktionschef Ulla Østergaard, der måtte fratræde sin stilling efter massiv kritik af en historie under det grønlandske valg. Sagen fik TV 2's tillidsfolk til at skrive til medarbejderne, at man skulle kontakte dem, hvis man følte sig "presset urimeligt af en chef"
I 2023 anklagede medarbejderne på TV 2 flere ledende medarbejdere for at have fulgt med på et tv-signal, der viste billeder fra et fortroligt fagforeningsmøde. Ulla Pors afviste afviste det først som en teknisk fejl, men måtte senere indrømme, at flere chefer havde kigget med.
I 2024 udkom dokumentaren Den sorte svane mens Ulla Pors Nielsen var nyhedsdirektør. Her måtte hun svare flere gange for de presseetiske valg, der var truffet i serien. I 2026 kom det frem, at TV 2 under optagelserne valgte at printe 1.000 siders fortrolige dokumenter til rockeren Fasar, der åbent havde fortalt om at opsøge og gennemtæve vidner, der havde sladret til politiet.
I oktober 2026 kom Ulla Pors Nielsen i vælten som indholdsdirektør på TV 2, da hun var ansvarlig for udgivelsen af serien Alle elsker Rasmus, der blev afpubliceret efter fem dages massiv kritik.
Kilde
Ulla Pors Nielsen bliver ny DR1-chef
DR1-chef Ulla Pors Nielsen forlader DR